Om medlemskab – husorden og regler

Holdninger og ansvar:

Netværket er et interesse-fællesskab – et forum – med feltet spiritualitet & holisme. I forhold til alternative metoder og teorier, religiøse overbevisninger og lignende forhold er ethvert medlem frit og uafhængigt, og netværkets medlemmer rummer tilsammen et vidt spænd af overbevisninger i forhold til disse emner.

Således har netværket ikke specifikke holdninger for eller imod specifikke behandlingsmetoder- og teorier eller religiøse overbevisninger.
Netværket står ikke til ansvar overfor enkeltmedlemmers behandlinger, rådgivning, metoder, teorier eller religiøse overbevisninger. Intet medlem kan rådgive eller behandle i netværkets navn.

Værdier:

Al kommunikation i SOL-netværket SOL i Danmark baseres på gensidig nysgerrighed, venlighed, støtte og respekt for forskellighed. Dette gælder også for kommunikation OM solidanmark over for andre.

Anonymitet:

  • Det er åbent for alle medlemmer at fortælle om SOLiDanmark generelt og at fortælle om antallet af medlemmer. Det er åbent for ethvert medlem at fortælle om eget medlemsskab.
  • Egen anonymitet kan fravælges, hvis det ønskes. I så fald gøres det ved at anmode om anbringelse af eget navn/info på den officielle medlemsliste på www.spirituellelaeger.dk. Herefter kan andre medlemmer frit nævne dette medlems navn i sammenhæng med SOL i Danmark.
  • Såfremt anonymitet ikke tydeligt er fravalgt, påhviler det det enkelte medlem at tilsikre andre medlemmers anonymitet til enhver tid overfor ethvert andet menneske, der ikke er medlem (læge eller ikke-læge).

Medlemskab:

  1. Kun læger/tandlæger kan optages som medlemmer.
  2. Indmeldelse koster 100 kr. og opnås ved at sende en mail til admin@spirituellelaeger.dk
  3. Ved medlemskab opkræves automatisk årligt kontingent, p.t. 150 kr. Dette dækker administrationsomkostninger til vores interne netværksportal og vedligeholdelse af hjemmeside, mv. Der udbetales ikke lønninger.
  4. Et medlem kan ekskluderes, hvis husorden ikke overholdes.
  5. Ethvert medlem kan ophæve sit medlemsskab ved at sende en mail til administrator.